Ingen tvivl om at der skal noget ganske specielt til, hvis et hold skal spille sig i en europæisk finale.
Tag bare en tur "down memory lane" og stop i 2008 i norske Lillehammer, da Hvidt og drengene sikrede sig den første titel nogensinde til dansk herrehåndbold. Her var selvsamme Kasper Hvidt helt uden for kategori og endte mesterskabet med en redningsprocent på 50.
Videre til Malmø for blot et år siden, da Danmark gik ubesejret gennem VMturneringen. Her spillede Mikkel Hansen på et niveau udenfor al fornuft.
Netop Mikkel Hansen er helt afgørende for de danske muligheder. Store kampe vindes af store personligheder. Og en sådan er AGKspilleren. "Hansen af Danmark" skal hæve sit niveau et par takker, for endnu har han ikke ramt formkurven fra starten af 2011.
Jeg ved ikke, om forventningspresset har været for stort for Danmarks bedste spiller. Jeg ved, at knægten har meget store forventninger til sig selv, og jeg ved, at jeg godt kan lide hans - til tider nonchalante facon at gøre tingene på. Fordi den er en styrke, der ofte gør ondt på modstandere.
Hvad jeg ikke kan lide, er det, jeg har observeret her i Serbien, hvor han for ofte ikke lader nogen være i tvivl om, at det er andre, der er årsagen til hans egen for høje fejlprocent.
Du er en folkefører, Mikkel, og hvis du fører an, som du tidligere har gjort, kan du trække så mange ekstra procenter ud af dine medspillere, at det lige nøjagtig er dem - de ekstra procenter - der kan vinde håndboldkampe.
Selv om vort hold bestemt har haft marginalerne med sig her i Beograd, bliver der brug for et par stykker mere hen over den lange weekend, hvis endnu en EMtitel skal havne i danske hænder.
Da Wilbek sidste år drev sine drenge til en semifinalesejr over Spanien i svenske Kristianstad, var ét af hovedtemaerne duellen mellem Niklas Landin, og ham jeg kaldte verdens bedste målmand, Arpid Sterbik.
Den faldt ud til fordel for Landin, og her i Serbien er der ingen Arpid med for Spanien. Jeg vover den påstand, at Danmark fører med tre til fem mål, inden den semifinale overhovedet er fløjtet i gang.
Så højt vurderer jeg BSVkeeperen i forhold til Jose Hombrados og Jose Manuel Sierra. Statistisk ligger de tæt. 35 til både Niklas og Jose - og lidt færre til Jose Manuel. På et så vigtigt område som straffekast, er der dog en klar dansk forskel. Landin har nappet seks uf ad 19, mens de to spanske målmænd holder ufrivillig pause, når der eksekveres fra syvmeterpletten. Blot to redninger på tyve straffekast.
Spanien er en meget kompetent modstander og deres trænerlegende Valero Rivera har tænkt sig godt om og sparet på ressourcerne. Selv om hans hold har spillet i den klart sværeste halvdel, har blot fire spillere over tre timers spilletid, og ingen er i nærheden af de fire timer.
Ressourcebesparelse har altid været en Wilbek disciplin, men denne gang har vort landshold været så presset, at landstræneren - meget naturligt - har måttet spille længere tid i stærkeste opstilling.
Konsekvensen er til at få øje på. Niklas og Mikkel har passeret de fem timer på banen og Hans Lindberg mangler kun tretten minutter for at melde sig i den klub. Rene Toft har mere end fire timer i benene.
Ligesom flere af spillerne har også Ulrik Wilbek vist stigende formkurve. Han har kolossal erfaring, og semifinaler og finaler er som skabt for ham. Alt er vigtigt, men overogundertalsspillet plejer at være ekstra afgørende perioder i de tætte kampe.
I Bo Spellerberg har Wilbek manden, der kan styre disse perioder. Jeg er ikke i tvivl om, at Kolding-spilleren får dirigentstokken fra første fløjt, men jeg så gerne, at han også måtte have lov til at lave et par fejl, uden at det betyder et langt ophold på bænken.
Scenen er sat. Hvis alt går op i en højere enhed, spiller Wilbek og hans svende den tredje finale på blot fire år.
I sandhed en præstation.
Kom så, Mikkel!
