Giv agt Danmark: Nu kommer EM's bedste. Holdet fra den Iberiske halvø.
Der er klasse på hver en plads hos det spanske hold, som Danmark i aften møder i semifinalen ved EM 2012.
Som udgangspunkt er det helt umuligt at fremhæve en enkelt spiller hos aftenens modstander. Spanien er et smukt kollektiv, der spiller en omgang velovervejet håndbold, med fantastisk grundighed og med ganske få fejl.
Det spanske landshold er bygget op omkring en stamme fra de to klubhold, FC Barcelona og BM Atletico Madrid. 11 af de i alt 16 spillere i truppen, optræder til dagligt i de nævnte storklubber, som har domineret europæisk klubhåndbold i de sidste 20 år.
Faktisk er samtlige spanske spillere at finde i den hjemlige liga, på nær den tidligere storspiller Iker Romero. Bagspilleren, som er den de fleste har kendskab til, er nu et smut i den tyske Bundesliga hos Füchse Berlin, uden at det på nogen måde har givet ham tidligere tiders styrke tilbage. Romero er nu kun marginalspiller på det spanske hold.
Forsvarsspecialisten
Spanien er den eneste nation, der har fejet gulv med samtlige modstandere, og som er gået ubesejret igennem de første seks kampe. Det er lige værd at bemærke, at de både har besejret forhåndsfavoritten Frankrig og Balic´s-Balkandrenge fra Kroatien på deres vej, imponerende.
For danskerne gælder det i aften om at været omstillingsparate, fra første til sidste minut. Spanien spiller, som det eneste hold, med et konstant omskifteligt forsvar. De kender deres roller og kan uden problemer variere en forsvarsaktion mellem 6-0, 5-1 og 4-2. De er ikke særlig sjove at gå til angreb på. Danskerne vil aldrig kunne vide, hvad de bliver mødt med, i deres næste forsøg på at score mål.
Samtidig har Spanien god struktur på deres angrebsspil, og har været pivhamrende skarpe til at udnytte modstanderens udvisninger. SÅ ingen af de dumme to minutter i aften Toft, Nielsen, Hansen og håndboldens Mogensen og Christiansen.
Et af de få steder, hvor Danmark bør være Spanien overlegne, er på målmandsposten. Turneringens ældste spiller, den snart 40årige Jose Javier HOMBRADOS og den seks år yngre Jose Manuel SIERRA, har ikke samme styrke som Niklas Landin. Vælger Landin at stå på toppen i aften, så kan det være nok til at sikre Danmark adgang til EM finalen.
Sådan endte det sidste år i VM semifinalen, hvor de spanske målmænd tilsammen havde 8 redninger, mod Landins 18. Dengang havde Spanien endda, Arpad STERBIK med i målet. Han er heldigvis blevet hjemme i år.
Og så har Spanien altså heller ikke en skytte med Mikkel Hansens kvaliteter. Lad endelig Hansen finde ni nye mål frem i endnu en semfinale mod Spanien. De har helt sikkert ikke glemt ham fra sidste semi-møde, selvom Mikkel Hansen ellers var så flink at spille en halvdårlig første halvelg.
Spaniens store chance
Hvis det skulle lykkedes Spanien at blive europamester, kan det være starten på et meget stort år. Uanset udfaldet af weekendens kampe i den Serbiske hovedstad, så vil Spanien med deres nuværende styrke automatisk blive tildelt en favoritværdighed ved OL i London. Få måneder efter den olympiske deltagelse, kommer der så helt naturligt videre fokus på Spanien, idet de har værtsskabet for VM 2013.
Men lad os nu se. Måske ryger de allerede lidt ud af rampelyset i aften? Danmark har vist sig stærke under pres, og på et eller andet tidspunkt skal Spanien jo tabe en håndboldkamp. Vi satser på det bliver den der begynder i dag kl. 17.45.